Hvilken værdi skal en bestyrelse levere?
At etablere en ny bestyrelse er en opgave som kræver både planlægning og mål. Det kan både være tidskrævende og ressourcekrævende at etablere en bestyrelse, og derfor bør der helt fra starten være fokus på den værdi, en ny bestyrelse skal skabe. Erfarne ejerledere og bestyrelseskvinder svarer her på, hvordan ejerledere kan sikre sig, at en ny bestyrelse skaber reel værdi.
En bestyrelse skaber værdi, når den supplerer de kompetencer, der allerede er i virksomheden. Der skal være tillid nok til både at diskutere muligheder og risici og til at træffe de fornødne beslutninger. Og det er centralt at der skabes en arbejdsform, der sikrer, at der kan eksekveres hurtigt på de beslutninger, der træffes mellem ledelsen og bestyrelsen.
Hvilke krav skal man stille til sin bestyrelse?
Når du etablerer en bestyrelse, skal du som ejerleder stille to krav:
- Bestyrelsen skal tage medansvar for din virksomhed
- Bestyrelsen skal tilføre nye kompetencer
Du får en håndfuld kompetente mennesker, der alene engagerer sig i virksomhedens sundhed og vækst. Din investering skal betale sig. At etablere en bestyrelse koster dig tid, penge og uddelegering af beslutningskraft i forhold til virksomhedens strategiske retning.
“Hvad er det værste der kan ske? Tænk lige over den – som ejerleder er det dig, der ansætter bestyrelsen, så du kan altid skifte ud eller droppe den, hvis den ikke skaber værdi – men det gør den.”
Gitte Kirkegaard, CEO, Logitrans
Som alle andre investeringer, skal etablering af bestyrelsen have et klart mål og en tydelig og gerne nedskrevet ansvarsfordeling. Det kan f.eks. være en god ide at udvikle et ejerdirektiv, hvor bestyrelsens rolle indskrives.
Læs også: Hvad kræver det af ejerledelsen at etablere en bestyrelse?
Hvad skal bestyrelsen bidrage med?
Bestyrelsen skal formelt set bidrage med at virksomheden har:
- en forsvarlig organisation
- behørig bogføring og regnskabsaflæggelse
- forsvarlig kapital
men først og fremmest skal de bidrage til den strategiske ledelse, der støtter virksomhedens mål om både vækst, bæredygtighed og forretningsudvikling.
En ekstern bestyrelse:
- Giver strategisk sparring, modspil og holder retningen
- Deltager i virksomhedens udvikling og finansiering
- Er din virksomheds fortalere
- Åbner døre for nye netværk
Og så er de investerede i – sammen med dig og ledelsen – at skabe vækst for din virksomhed.
”Bestyrelsen giver værdi, når man skal gøre noget andet, end man hidtil har gjort.”
Ann Rose Bokkenheuser CEO/ejerleder Rose Holm A-S
Læs også: Skal din virksomhed have en bestyrelse?
På Bestyrelseskvinders blog kan du læse nyheder og debatindlæg om diversitet, ledelse og bestyrelsesarbejde.