Der mangler kvinder i STEM(Science, Technology, Engineering og Math), og der mangler kvinder i ledelse. I hvert fald hvis vil tilstræber en form for diversitet i erhvervslivet og forsøger at ramme den fordeling, der er af hhv. mænd og kvinder i befolkningen.
Det var kort sagt emnet, da Innovationsfonden og McKinsey inviterede til en inspirerende Innotalk i Skuespilhuset under overskriften “Hvordan styrker vi kønsbalancen“. Anledningen var lanceringen af rapporten “Bridging the Talent Gap in Denmark – Insights from female representation in STEM“. Rapporten er udarbejdet i et samarbejde mellem McKinsey og Innovationsfonden, og den undersøger kort sagt, hvorfor kvinder er underrepræsenteret i STEM, og hvad alle aktører inden for feltet kan gøre for at øge denne andel. Kvinderne selv, uddannelsesinstitutionerne, erhvervslivet og politikerne.
Diversitet handler ikke kun om køn
Kim Baroudy, adm. dir. i McKinsey Danmark, gennemgik rapportens vigtigste konklusioner, bl.a. med et ræsonnement om, at flere kvinder inden for STEM også vil skabe flere kvinder i (top)ledelse, eftersom topledere oftere har en baggrund i STEM-fagene. Derfor vil en øget tilgang af kvinder i STEM også øge andelen af kvindelige topledere. Mente Kim.
Jeg kan ikke lige dy mig for en kommentar om, at man også kunne argumentere for, at rekrutteringsgrundlaget med fordel kunne udvides til at kigge på det kæmpe ledelsespotentiale blandt kompetente kvinder, som ikke har STEM-baggrund. Alene af den grund, at diversitet ikke kune handler om køn, det handler fx også om uddannelsesmæssig baggrund, alder og alt muligt andet. Men lad det nu ligge for nu. For der er mange andre gode ting at lade sig inspirere af.
7 gode råd
Fx peger rapporten på 7 konkrete forslag til at få flere kvinder i spil:
- Sørg for at der er gode, tydelige kvindelige rollermodeller
- Tal kvindernes sprog
- Byg din business case
- Reducér bias i rekrutteringsprocesserne
- Skab en inkluderende kultur på arbejdspladsen
- Skab mentorordninger for kvindelige talenter
- Tag den strukturelle debat
Læs selv hele rapporten og de uddybende detaljer her.
Der er for så vidt intet nyt under solen, og det er i virkeligheden det allermest interessante: Vi ved det jo godt, og alligevel ser vi lige nu en stagnation i andelen af kvinder i bestyrelser, hvor vi ligger lige omkring 16%. Samme som i 2012.
Lovgivning og KPI’er
Så måske skal der noget andet til? Lovgivning blev hurtigt sparket til hjørne af både Tommy Ahlers, Henrik Dahl og Margrethe Vestager. Tommy Ahlers, fordi han mener virksomhederne skal bestemme selv, Margrethe Vestager fordi der er så stor uenighed og politisk modstand, at det vil tage al for lang tid, så vi kan lige så godt gå i gang med at handle i stedet for at vente på kvoterne, for som hun sagde: it ain’t gonna happen anytime soon.
En anden mulighed er implementering af KPI’er for kønsdiversitet i virksomhederne. Her måtte Marianne Dahl, CEO i Microsoft Danmark fortælle, at det slet ikke er så nemt endda. Hun bliver målt på kønsdiversitet, hun praktiserer The Rooney Rule, og alle ansættelser af mænd skal godkendes af hende og HR-direktøren – og alligevel når de ikke deres måltal.
Så hvad gør vi nu, lille du?
Her kom Kronprinsesse Mary med et super inspirerende indlæg. For måske handler det ikke om hverken viden eller KPI’er. Vi ved det, vi har dem – og alligevel sker der for lidt. Måske handler det om unconscious bias. Og her fortalte hun en historie, som sendte hele salen ud på en erkendelsesrejse:
En ven havde haft en dårlig start på dagen. Var tæt ved at komme i et trafikuheld, fordi der blev foretaget et pludseligt baneskift på motorvejen, som resulterede i en hård opbremsning. Blev på arbejdet ringet op af pædagogen fra vuggestuen, fordi det yngste barn havde slået sig og skulle på hospitalet. Ægtefællen sad i et bestyrelsesmøde og kunne ikke tage på hospitalet, så det var Marys ven, som mødte lægen, der heldigvis kunne behandle barnets skader. Osv.
Og så spurgte hun ud i salen:
Hvor mange tænkte at min ven var en kvinde?
At den uforsigtige billist var en kvinde?
At pædagogen var en kvinde?
At ægtefællen i bestyrelsesmødet var en mand?
At lægen på hospitalet var en mand?
Og lige dér mærkede alle i salen, at vi allesammen er ramt af unconscious bias. At vores hjerne hele tiden drager konklusioner og træffer beslutninger baseret på de mønstre, hjernen genkender – og uden at vi overhovedet er bevidste om det.
Og det er et godt sted at starte, for ja, Marys ven kunne være en mand, den uforsigtige billist og pædagogen ligeså. På samme måde kunne ægtefællen i bestyrelseslokalet være en kvinde og lægen på hospitalet ligeså.
Flip it to test it
På Twitter kan du følge hasttag’et #FlipItToTestIt hvor der er et hav af lignende eksempler disse kønsbias. Så næste gang, du har svært ved at finde en kvinde til din bestyrelse, kunne du jo – på Kronprinsessens opfordring – spørge dig selv: Ville jeg ha’ opfattet ansøgningen anderledes, hvis det havde være en mand? Ville jeg ha’ handlet anderledes, hvis det havde være en mand? Og ville jeg egentlig ha’ spurgt om noget andet, hvis det havde været en mand?
Måske finder du nye svar – og ikke mindst nye muligheder?
Rigtig god fornøjelse med diversiteten derude!
Kongehuset har offentliggjort Marys tale, så du kan også selv læse med her: http://kongehuset.dk/taler/hkh-kronprinsessens-tale-ved-innotalk-den-1-oktober-2018
Laura Vilsbæk
Medlem af Bestyrelseskvinder
Se min bestyrelsesprofil her.