Personligt havde jeg – i et ellers knivskarpt felt – glædet mig allermest til Mona Juuls indlæg på Bestyrelseskvinders event en tirsdag i april. Både fordi Mona efter sigende er en fantastisk taler (det kan jeg nu bekræfte!), og fordi jeg slet ikke kunne få den påstand til at gi’ mening.
“Kvinder lyver mere og bedre end mænd”
Mona Juul, adm. dir. i Envision
Min hjerne kværnede løs: “Vi lyver da ikke… Det er da mændene, der pynter på CV’er og puster sig op… Vi søger kun posten, hvis vi lever op til 10 ud af 10 krav…Mændene, derimod…” Kværne kværne, gruble gruble.
Men så indledte Mona med en aldeles fabelagtig fortælling om en helt almindelig dag i hendes liv. Altså den dér dag, hvor hun løber en tur, spiser en klidbolle, drikker et glas havremælk, ryster håret, går ud af døren og ligner en fra en L’Oréal-reklame, der – photoshoppet til ukendelighed – er worth it.
Ja, vi lyver!
Og pludselig gav det hele mening, og som en stor taleboble stod det ud fra mit hoved: INSTAGRAM! For ja, vi lyver da helt vildt, når vi præsenterer vores billedskønne hjem, vores perfekte, ernæringsmæssigt rigtigt sammensatte og gerne vegetariske måltider og top-nuttede børn.
Der er *aldrig* rod i stuen, vi spiser *aldrig* familien af med leverpostejsmadder til aften (uden agurk, for den var mugnet væk i grøntsagsskuffen i køleskabet), og vores børn sidder *aldrig* med en skærm så længe, at de langsomt begynder at degenerere, få horn i panden og smide sig på gulvet i hysteriske tantrums, når vi råber, at nu har de altså spillet nok, og nu skal de lægge det lorteaggregat fra sig. Aldrig.(*)
Og hvordan kan vi så bruge det i en bestyrelsessammenhæng?
Det kan vi ved at erkende, at kvinder skaber livsfortællinger.
Løgne er livsfortællinger
Mona refererer til en stor undersøgelse, Envision lavede i 2011 med over 1200 respondenter.
“Kvinderne i undersøgelsen fortæller,
at de primært lyver for at leve op til egne forventninger
og for at få deres liv til at virke bedre, end det reelt er“
Her er en nøgle til at forstå kvinder som forbrugere og – var Monas pointe – som bestyrelsesmedlemmer.
For hvis du vil rekruttere kvinder, er du nødt til at forstå, hvad der betyder noget for den kvinde, du vil rekruttere. Hun væver nemlig fortællingen om sit bestyrelsesarbejde ind i sin livsfortælling, og det allerbedste match får du, hvis der er overensstemmelse mellem det, der foregår i bestyrelsesarbejdet og det, der er hendes livsfortælling.
Kvinder i bestyrelser
Derfor er der også nødt til at være en form for relevans i bestyrelsesarbejdet og et reelt behov for netop de kompetencer, den enkelte byder ind med. Det forstærker fortællingen om, at vi er kompetente og dygtige på jobbet. Som Mona sagde det så dejligt polemisk:
“Mangler old boys’ network bare lidt bordpynt?
Eller mener de reelt, jeg kan bidrage?”
Klare KPI’er og målsætninger for bestyrelsens arbejde er nemlig også en væsentlig faktor ift. at fange de her kvinder. Vi gider ikke spilde tiden. Vi vil bidrage og skabe værdi. Vi vil udvikle, og vi vil brænde for sagen. Ligesom vi også gerne vil arbejde meget, men gerne på tidspunkter, der ikke konflikter med livsfortællingen om også at være nogens mor.
Goes without saying
Og når så alt det er sagt, vil jeg slutte af med en af Monas allerførste pointer. Nemlig at vi ikke behøver tale så meget om det. Vi skal bare gå i gang med at gøre det. Det er – for Mona – aldeles indlysende, at man vælger nogle forskellige mennesker, når man skal sammensætte det rigtige team til en opgave. Det er sjovere, nemmere og mere givende. Jeg er – ikke overraskende – helt enig.
Så ud af mange skarpe pointer vil jeg vælge denne som udgangsreplikken fra Monas indlæg på Bestyrelseskvinders event:
Drop debatten. Bare kom i gang. Hvad er egentlig det værste, der kan ske?
Tusind tak til Mona, de andre indlægsholdere og alle deltagerne for et fabelagtigt event på toppen af Aarhus en tirsdag i april.
(*)Måske derfor jeg ikke er særligt aktiv på Instagram 🙂
Laura Vilsbæk
Medlem af Bestyrelseskvinder
Se min bestyrelsesprofil her.
