Hvad kan vi lære af corona og nedlukningen? Skal vi tage noget med i post-corona-strategiarbejdet? Det reflekterer Helle Lehmann over her.
I mit arbejde med coaching og outplacement for topledere, oplever jeg behovet for at tænke nyt og ikke hænge i gamle mønstre, antagelser og fordomme. Forleden sad jeg igen med en alenlang liste af møder på teams, skype og zoom; Bestyrelses-, samarbejds- coaching- og rådgivnings-møder på stribe. Øjnene føltes som klistret til skærmen og midt i et møde om samarbejde med en tysk direktør blev jeg ramt af mine egne fordomme. For midt i det hele spørger han:
“Sig mig engang, hvordan har du det egentlig?”
Spørgsmålet kom bag på mig, for er vi så personlige, midt i et cool businessmøde med en potentiel samarbejdspartner? Jo, det personlige spørgsmål oplever jeg og bruger selv ofte, men med en tysker? Det var rart at han brød rytmen med et personligt spørgsmål midt i den her langvarige corona-online-møde-kuller-kultur, og der er stor forskel på det gængse spørgsmål: ’Hvordan går det’? og ’Hvordan har du det’?, som jeg opfatter langt mere personligt.
Da dagen var slut, gik jeg mig en tiltrængt tur og funderede over mine egne fordomme, og hvad det egentlig betyder for vores samarbejde, når vi under corona, sidder bag skærmen hele dagen i det professionelle samvær.
Plads til nyt lederskab
Kommer vi til at udelukke spændende udviklingsmuligheder? Hvordan skaber vi plads til lederskab, hvor vi med vilje, evne og mod sprænger vante rammer og giver plads til nye muligheder?
Denne mærkelige tid, der udover at skabe katastrofale forhold for dele af erhvervslivet, har givet anledning til nye samarbejdsformer, nye muligheder, nye måder at arbejde sammen på og for nogle virksomheder en helt nye bane at spille på. Selvom det kan føles tungt udelukkende at arbejde bag skærmen og mange af os længes tilbage til den virkelige arbejdsplads, hvor vi igen kan lange et ægte skulderklap over disken til en kollega, så er der blevet skabt en anden form for nærvær gennem PC’en.
Der skal tages masser af nye beslutninger, og vi er godt i gang med at skabe anderledes arbejdsformer i den nye virkelighed. En virkelighed, der kan forandres igen i morgen. Covid-19 har vist os, at vi faktisk kan navigere i forandringer. Det skal vi tage til os, når vi skal sikre en bæredygtig fremtid, med f.eks. at skabe større bredde i kompetencer og diversitet i ledelser og bestyrelser..
Post-Covid strategien
Kunne vi i virksomhederne justere strategien og glemme fordomme om, hvordan man ’normalt’ håndterer lederskabet og strategiudviklingen? Måske er det netop det, vores post-Covid-19 strategier skal handle om?
Det lyder måske håbløst banalt, men fortsætter vi med at gøre det vi plejer, får vi samme resultater. Udvikler vi ikke lederskabet så det skaber motivation til værdifulde og ønskede resultater, risikerer vi at miste gode, kloge hoveder, der kigger sig om efter en ny leder.
Vi har set, hvordan blandt andet sygehusvæsenet har formået en rekordhurtig omstilling i en krisesituation, og den massive måde de fleste af os har omstillet til online arbejdsdage, møder, konferencer, salg osv.
Kom godt i gang med en post-corona-strategi:
- Involver og motiver relevante medarbejdere og vær modig og transparent
- Styrk lederskabet gennem åbenhed, stærke værdier, og inddrag virksomhedens formål
- Spørg dig selv som leder om de resultater du opnår med din gruppe eller i virksomheden afspejler den intention du har med dit lederskab og udvikling af virksomheden. Alt for mange siger op på grund af en dårlig leder
- Inddrag de gode erfaringer fra nedlukningen – hvordan kan man f.eks. øge nærvær både i det fysiske og virtuelle arbejdsrum. Nærvær understøtter trivsel og trivsel skaber vækst
- I rekrutteringsprocesser, klæd headhunterne tilstrækkelig på til at tænke bredere i søgning efter nye profiler.
Og husk ind i mellem at spørge dine kollegaer, professionelle bekendtskaber og samarbejdspartnere bag skærmen: “Hvordan har du det egentlig?”
Om Bestyrelseskvinder
Bestyrelseskvinder er et netværk for kvinder, der kan og vil arbejde i bestyrelser og advisory boards. Det er netværkets ambition er at understøtte netop små og mellemstore virksomheder i at realisere vækstpotentiale ved at professionalisere bestyrelsesarbejdet.
Ud over at bidrage med kompetencer til at styrke landets mange mindre og mellemstore virksomheder er det målet at inspirere flere kvinder til at få interesse i og erfaring med bestyrelsesarbejde og skabe synlighed om de kvinder, der både kan og vil.
Om forfatteren
Helle Lehmann, grundlægger af VisionRoomDk, bestyrelsesmedlem og medlem af Bestyrelseskvinder. Se Helles bestyrelsesprofil her.
Blogindlæg på bestyrelseskvinder.dk er altid udtryk for forfatterens egne synspunkter.