Op mod halvdelen af små- og mellemstore virksomheder i Danmark har efter sigende en såkaldt ”tantebestyrelse”, hvor familie og de nærmeste bidrager til at opretholde balancen indadtil og magten udadtil.
For at sikre udviklingen af SMV segmentet i en globaliseret og digitaliseret verden er virksomhederne nødt til at lade sig udfordre. Der skal udefrakommende bestyrelsesmedlemmer ind i bestyrelsen, der kan bidrage til vækst, internationalisering og digitalisering.
Det nære netværk
Langt de fleste virksomheder opretter en bestyrelse, der opfylder minimumskravet på 3 personer som følge af lovgivningen. I over 50% af alle små- og mellemstore virksomheder er disse 3 personer ofte ledere i virksomheden eller ejerens familiemedlemmer. Dermed er bestyrelsen ikke sammensat efter hvilke kompetencer virksomheden har behov for og hvilke kompetencer kandidaten besidder, men ud fra hvem virksomheden har i deres nærmeste netværk. Tillid er i denne sammenhæng en vigtig faktor i forbindelse med etablering af bestyrelsen. Derfor søger mange virksomheder kandidater til bestyrelsen i deres nære netværk. Dette er meget menneskeligt, men sjældent det mest værdiskabende.
Forandring er på vej
Meget tyder på, at der er forandring på vej for danske bestyrelser. Det lakker mod enden for den traditionelle netværksbestyrelse. Jeg oplever personligt i stigende grad bestyrelser, der søger bevidst efter kompetencer, som skal bidrage til virksomhedens udvikling. De såkaldte kompetencebestyrelser er ved at vinde frem. Her gælder det om at få bragt mange af de dygtige fagdirektører og ansvarlige fra de store virksomheder i spil. De kommer med frisk viden og knivskarpe erfaringer som SMV segmentet kan drage nytte af.
Størrelsen har ingen betydning
Man behøver ikke at have 500 ansatte for at have professionelle bestyrelsesmedlemmer. Det har ingen betydning om man er en virksomhed med 10, 100 eller 500 ansatte. Mange små virksomheder kan med fordele involvere professionelle bestyrelsesmedlemmer tidligt i virksomhedens udvikling for at lære af andres erfaringer. Det behøver ikke nødvendigvis være bestyrelsesprofessionelle med tung CEO erfaring som kvalificerer sig. Man kan med fordel se sig om efter specifikke fagkompetencer afhængig af hvad virksomhedens strategiske udfordring er. Er det personale, rekruttering og fastholdelse, er det positionering i forhold til konkurrenter, er det international afsætning, er det digitalisering eller …….
Vejen frem for kompetence bestyrelser
Hvis international vækst er en del af virksomhedens strategi kan man med fordel involvere bestyrelsesmedlemmer med tidligere erfaring med dette. Hvis virksomheden skal i gang med en digitalisering af dens forretningsgang, kan man med fordel inddrage disse spidskompetencer i bestyrelsen.
Måske er det her skoen trykker – for hvordan finder man så lige disse kompetencer og skaber et tillidsfuldt forhold til de ”nye” på holdet? Det er her Bestyrelseskvinder gerne vil give en hjælpende hånd.
Vi har samlet en bred vifte af kompetente kvinder, som for størstedelens vedkommende har erfaring fra landets største virksomheder og som i dag er klar til at bringe deres viden i spil i bestyrelsessammenhæng for specielt SMV segmentet.
At sætte nye kompetencer i spil
Det er min erfaring fra knap 15 års bestyrelsesarbejde, at SMV segmentet med fordel kan søge bestyrelseskandidater blandt fagdirektører og andre med erfaring fra større virksomheder. De vil som oftest bringe god erfaring fra forandringsrejsen mod internationalisering eller digitalisering.
Typisk har kandidater med baggrund fra store virksomheder erfaring med transformationer i større organisationer og kan med fordel bringe disse erfaringer i spil igen. De har ofte været igennem faldgruberne og kan være med til at sikre en sikker transformation i SMV segmentet.
Det ganske særlige ved denne nye generation af bestyrelseskandidater er, at de er drevet af udfordringer. De ser deres bestyrelsesbidrag i højere grad som noget der bliver bragt i spil målrettet og sandsynligvis i tidsbegrænsede perioder.
Vi må derfor forvente at bestyrelsens sammensætning bliver langt mere fleksibel over tid. Dette vil helt sikkert udfordre den klassiske stabile ”tantebestyrelse” og skabe et meget mere dynamisk og agilt miljø omkring danske bestyrelser, og det vil være til gavn for både bundlinje og toplinje i de virksomheder, som lader sig udfordre.
God fornøjelse!
Mie Krog
Formand, næstformand og medlem i flere bestyrelser
Initiativtager af Bestyrelseskvinder
Strategisk rådgiver