Af Laura Vilsbæk
Så skete det igen. C25-bestyrelserne trak overskrifter, fordi oversigten over selskabernes bestyrelsesformænd i Børsen Ledelse den 21. januar 2021 viste en voldsom mangel på mangfoldighed.
Hvor er kvinderne? Hvor er de andre nationaliteter? Andre etniske baggrunde? Andre uddannelsesmæssige baggrunde? Andre aldersgrupper? Dem, arbejder med tech, med innovation, med kreativitet?
Spørgsmålene var som altid mange, men svarene er som regel de samme, hver gang diskussionen kommer op.
Så vidt blev en af de mest populære årsagsforklaringer også luftet på borsen.dk senere samme dag:
“Kvinderne har ofte ikke siddet længe nok i ledelsesposter for at få tilbudt de bestyrelsesposter, som skal til for at kunne få de tungeste formandsposter”. Tine Arentsen Willumsen, CEO, Above and Beyond Group.
Vejen til C25-bestyrelsen
Vejen ind i C25-bestyrelserne er altså brolagt med en årelang karriere med tunge topledelsesposter, så fødekæden er der simpelthen ikke. En årelang karriere med tunge topledelsesposter kan hverken kvinderne, de unge, de etniske eller tech-profilerne tilsyneladende fremvise, og derfor har de ingen adgang og ingen berettigelse på formandsposterne.
Må vi forstå. Hvis man altså køber præmissen om, at en årelang karriere med tunge topledelsesposter er den eneste adgang til bestyrelseslokalet.
Den køber jeg ikke. Men jeg arbejder også med SMV-bestyrelserne, og her er der andre vinde, der blæser.
Vejen til SMV-bestyrelsen
SMV-bestyrelserne er på mange måder sammensat på samme (homogene) måde som de største virksomheder. Iflg. “Danske Bestyrelser og deres Medlemmer” (CBS 2020) har over halvdelen af alle bestyrelsesmedlemmer erfaring som adm.dir. fra andre virksomheder, over en tredjedel har en samfundsvidenskabelig universitetsgrad, og kvinderne repræsenterer under 20% af de danske bestyrelser.
Som et kuriosum lavede Institut for Menneskerettigheder i 2018 en kortlægning, som viste, at der i de 1600 største virksomheder herhjemme er flere bestyrelsesformænd, der hedder Niels eller Jens, end der er kvindelige bestyrelsesformænd.
Så på mange måder ligner SMV’erne de store bestyrelser. Med en enkelt undtagelse. En årelang karriere med tunge topledelsesposter er nemlig ikke den eneste vej ind i bestyrelseslokalet.
Nye veje ind i de danske SMV-bestyrelser
I “SMV-Bestyrelsen – Hele Vejen Rundt” (Karnov Group 2018) siger forfatterne Mette Neville og Carsten Fode, som også står bag bestyrelsesuddannelserne på Aarhus Universitet fx:
“Tordenskjolds soldater er på hjemmarch, og en helt ny brigade af kandidater er kommet frem i frontlinien”
Herefter peger Neville og Fode på erhvervsledere under adm.dir.-niveau, specialister med særlige kompetencer, offentligt ansatte og akademikere som nogle af de nye profiler i de danske bestyrelser.
Nye kompetencer i de danske bestyrelser
Det samme viser sig i det stigende antal åbne bestyrelsessøgninger, som cirkuleres på LinkedIn. Her er der også brug efter andre og nye kompetencer til de danske SMV-bestyrelser. Digitalisering ligner en åben dør, men også salg, markedsføring, supply chain, bæredygtighed og andre kompetencer, vi ikke tidligere har set i bestyrelseslokalerne, finder i stigende grad vej til de danske SMV-bestyrelser.
Hvorfor? Fordi den værdiskabende bestyrelse aktivt skal byde ind med viden og erfaringer dér, hvor skoen trykker, eller dér, hvor de største strategiske muligheder viser sig. Og det er ikke altid dér, de typiske og allertungeste profiler kan byde ind med den viden, der er brug for.
Så måske skal vi vende blikket i en anden retning, hvis vi vil se bestyrelser, der går forrest ift. til vækst og værdiskabelse? Lad det være et fromt ønske herfra. Meget mindre fokus på C25-bestyrelserne, meget mere fokus på SMV-bestyrelserne. Noget tyder på, at der er her væksten og værdiskabelsen skal komme fra, og så giver det et langt mere nutidigt billede af bestyrelsesarbejdet i 2021. Jeg sætter min lid til SMV’erne.
Om Bestyrelseskvinder
Bestyrelseskvinder er et netværk for kvinder, der kan og vil arbejde i bestyrelser og advisory boards. Det er netværkets ambition er at understøtte netop små og mellemstore virksomheder i at realisere vækstpotentiale ved at professionalisere bestyrelsesarbejdet.
Ud over at bidrage med kompetencer til at styrke landets mange mindre og mellemstore virksomheder er det målet at inspirere flere kvinder til at få interesse i og erfaring med bestyrelsesarbejde og skabe synlighed om de kvinder, der både kan og vil.
Om forfatteren
Af Laura Vilsbæk, Indehaver af Nyibestyrelsen.dk, forfatter til “Du behøver ikke hedde Jens og gå i jakkesæt”, medlem af Bestyrelseskvinder og medlem af 5 bestyrelser og 5 advisory boards. Se Lauras bestyrelsesprofil her.
Blogindlæg på bestyrelseskvinder.dk er altid udtryk for forfatterens egne synspunkter.