Til et af Bestyrelseskvinders netværksmøder snakkede vi om, hvad der kendetegner den gode bestyrelse, og hvordan vi gerne selv vil bidrage til virksomhedens udvikling som bestyrelsesmedlem.
Pludselig fandt jeg mig selv i gang med at fortælle om en bestyrelse, jeg arbejder i, og hvorfor det er så stor en tilfredsstillelse at være medlem af den.
Der er særligt tre ting, der kendetegner den bestyrelse. Ting, der ville skabe værdi for de fleste virksomheder, hvis de er til stede.
En dygtig formand
For det første er der en bestyrelsesformand, der sammen med direktøren evner at lytte og at sætte sine bestyrelsesmedlemmers viden i spil. De vælger at se bestyrelsen som en dynamisk størrelse, og de tøver derfor ikke med at skifte ud på pladserne, hvis virksomheden har brug for en ny profil og ny viden. En årlig bestyrelsesevaluering, hvor samarbejde, evner og retning scores bruges aktivt af formanden i ledelsen af bestyrelsen. Samlet set medvirker disse ting til, at bestyrelsen altid kan være et aktiv for virksomheden.
Diversitet
Selvom de fleste af bestyrelsens medlemmer har nået en vis alder, er bestyrelsen stadig præget af en høj grad af diversitet. På køn, på specialer og på erfaring. Men også både strategiske, taktiske og praktiske profiler er til stede. Det gør, at enhver problemstilling og ethvert initiativ bliver anskuet fra forskellige vinkler, og ikke sjældent medfører det justeringer i beslutninger og projekter, ligesom det afstedkommer nye initiativer.
Det praktiske
For det tredje er der en god praktik omkring bestyrelsesmøderne. Et fyldigt materiale giver mulighed for en god forberedelse inden møderne. Men også på møderne betyder det gode materiale, at bestyrelsen kan flytte fokus fra ren information til diskussion. Møderne gennemføres med en god balance mellem de praktiske punkter, fx omkring virksomhedens økonomi, og de strategiske projekter og aktuelle problemstillinger.
Dermed er der tid til at fokusere både på virksomhedens aktuelle tilstand og virksomhedens fremtidige udvikling.
Værdi for virksomheden og for medlemmerne
En bestyrelse som den, jeg her beskriver og er så heldig at arbejde i, skaber således både værdi for virksomheden og for medlemmerne. Medlemmerne får nemlig mulighed for at bidrage med alle deres kompetencer, og dermed kan vi alle sammen se, hvordan det i praksis påvirker virksomhedens udvikling.
Arbejder du også i en god bestyrelse? Og vil du dele, hvad der virker godt for jer? Vi er altid ude på at blive endnu klogere på det værdiskabende bestyrelsesarbejde.
Af Dina Raabjerg, medlem af Bestyrelseskvinder. Se Dinas bestyrelsesprofil her.
Blogindlæg på bestyrelseskvinder.dk er altid udtryk for forfatterens egne synspunkter.
Photo by Scott Graham on Unsplash