Louise Opprud leverede et hæsblæsende foredrag på Bestyrelseskvinders årsmøde 2021, og hun talte varmt for, at vi i bestyrelserne skal flytte fokus fra det bagudskuende regnskab til det fremtidsrettede og strategiske arbejde.
Louise Opprud, der selv arbejder i to bestyrelser, ser tre store bølger, som alle i bestyrelsesdanmark og virksomhederne SKAL forholde sig til netop nu. Det fortalte hun om på Bestyrelseskvinders Årsmøde 2021, hvor hun var inviteret ind som keynote.
De tre store bølger er digitalisering, COVID-19 og bæredygtighed. Det er tre emner, som ingen virksomheder kommer udenom, og jo før bestyrelserne får dem på agendaen, jo bedre.
Af Gitte Glibstrup
Mindset er det mest spændende
Louise Opprud, fremtidsforsker og hjernenørd, leverede et foredrag, som tog os med på en rejse blandt de nyeste teknologier, hvor vi blandt andet hørte om Google, NASA, Pixar, Stanford University, Institute For The Future, Autodesk på Pier 9, danske Labster og mange flere.
Hun har selv arbejdet med nye teknologier i 12 år, og for hende er teknologien spændende.
“Men det, der fascinerer mig allermest, er mindsettet om den her nye verden og dens muligheder, for det er her, vi kan gøre en forskel. Alt er i forandring, alt bliver digitaliseret, og vi ser nye måder at være i verden på.”
Internettet fyldte 50 år i 2019, men de fleste af os fik de første oplevelser med nettet i 90’erne.
Digital sidemandsoplæring
Det, vi står overfor, er ligeså stor en ændring i verden, som dengang Gutenberg opfandt trykpressen, og man skiftede fjerpennen ud med tryk og dermed kunne nå mange flere.
– Vi er ved at gentænke måden, vi bruger nettet på, siger hun og giver som eksempel Soul Machines fra New Zealand, som er ”digitale mennesker”.
– Måske er fremtidens website en digital kopi af os selv?
“Ting sker lige nu i det digitale rum, og så er det op til os og bestyrelserne, hvornår vi arbejder med.”
Hun fortalte også om løsninger, der kan bruges i mange virksomheder, hvor man kan digitalisere eksempelvis sidemandsoplæring og spare ugevis af træning ved at gøre viden let-tilgængelig og digital, så man kan træne igen og igen uden at være afhængig af andre.
Nye måder at arbejde på
Med restriktioner kommer kreativitet, og COVID-19 har givet os nye måder at arbejde på. Som Codan eksempelvis, der har besluttet at halvere antallet af sine kontorpladser for at gøre to dages hjemmearbejde permanent efter corona.
“Tidligere havde vi en fornemmelse af at have fleksibilitet i vores arbejdsliv, hvis vi selv kunne vælge at møde ind mellem 8 og 9. Nu kan vi i højere grad designe vores arbejde rundt om vores livsvalg.”
Flere stillingsannoncer i dag lægger også op til, at man enten kan være virtuelt eller fysisk ansat.
2 timer og 53 minutters arbejde
En engelsk undersøgelse har vist, at vi arbejder 2 timer og 53 minutters effektivt på en fuld arbejdsdag. De første 7 timer fra vi vågner er vi mest dybttænkende og fokuserede, så derfor er det Louise Oppruds anbefaling, at formiddagene bør holdes fri af møder og i stedet dedikeres til fokuseret arbejde.
– Vi skal overveje at arbejde på nye måder, og det er også noget, bestyrelserne skal være opmærksomme på, da det handler om rekruttering og fastholdelse af medarbejdere, fortalte hun.
“Virksomheden Dropbox har været i gang med at redesigne sine kontorer til kreativitet, samarbejde og læring, mens mere fokuseret arbejde med fordel kan foregå på et hjemmekontor eller i mere uformelle coworking-områder.”
Som to kuriøse detaljer fortalte hun også, at vi er 60 pct. mere kreative, når vi går, end når vi sidder stille – og at du med dit humør smitter ud i 3. led – både det positive og negative. Selv er hun lige nu i gang med et eksperiment, hvor hun står op kl. 5 og laver en 20-20-20.
“Det er 20 minutters inspiration, 20 minutters meditation og 20 minutters motion”
Nye profiler i bestyrelserne
Det nye mindset og de nye udfordringer kræver nye måder at tænke på.
“Bestyrelser skal skabe forstyrrelser og ikke blot kigge bagud på regnskaber. Det er i bestyrelseslokalet, at der skal fokus på den nye agenda.”
Bestyrelserne har brug for nysgerrighed, viden og erfaring på de nye områder for at holde sig relevante, og det kan være nødvendigt at tænke nye profiler ind i bestyrelsesarbejdet for at udfordre status quo.
Forskning har vist, at alle store udviklingsspring er begyndt på grund af indvandring og dermed impulser udefra.
“Diversitet er svært. Det tager tid og skaber friktion. Det er nemmest at være sammen med nogen, der ligner en selv, for det andet er mere besværligt. Men det er, når vi bliver sagt imod, at der skabes muligheder.”
– Så hvis du ikke føler, at du ser noget nyt, så er det ikke fordi, verden ikke forandrer sig. Du har bare ikke opdaget det endnu.
Om Bestyrelseskvinder
Bestyrelseskvinder er et netværk for kvinder, der kan og vil arbejde i bestyrelser og advisory boards. Det er netværkets ambition er at understøtte netop små og mellemstore virksomheder i at realisere vækstpotentiale ved at professionalisere bestyrelsesarbejdet. Ud over at bidrage med kompetencer til at styrke landets mange mindre og mellemstore virksomheder er det målet at inspirere flere kvinder til at få interesse i og erfaring med bestyrelsesarbejde og skabe synlighed om de kvinder, der både kan og vil.