Til Bestyrelseskvinders årsmøde 2021 havde vi inviteret venner af netværket ind for at give 4 forskellige power talks om under overskriften: Fremtidens Bestyrelse.
Det blev 4 vidt forskellige oplæg fra 4 forskellige perspektiver – og ikke mindst 4 motivationsboostere til at komme ud og bidrage til endnu mere værdiskabende bestyrelsesarbejde i de danske SMV’er.
Af Laura Vilsbæk
Ole Borch er professionel bestyrelsesformand og underviser derudover på flere bestyrelsesuddannelser. Han tog først fat i den overordnede betragtning, at fremtidens bestyrelser ser mere fremad, end de ser bagud.
Det betyder helt konkret for bestyrelsens arbejde, at tiden primært skal bruges på det strategiske arbejde, og at den gode rapportering er en hygiejnefaktor, der gør at kontrolopgaven også bliver løst effektivt.
Bestyrelsens opgave er – ifm. nye beslutninger og diskussioner – til hver en tid at vurdere: Gør det os både bedre, større og rigere? Og hvis en eller flere af disse betingelser ikke er opfyldt – hvorfor da?
Derudover gav Ole et knivskarpt framework for den gode indstilling til bestyrelsen. Det handler om at være præcis:
- Hvad er situationen nu?
- Hvor vil vi hen?
- Hvordan kommer vi derhen?
På den måde får bestyrelsen det bedst mulige beslutningsgrundlag og de bedste muligheder for at diskutere og drøfte et hvilket som helst strategisk indsatsområde.
Til sidst gav Ole nogle bud på den optimale sammensætning af en bestyrelse. Her er flg. kompetencer med omkring bordet:
- En der kan lede bestyrelsen, sikre rammerne for arbejdet og sikre good governance
- Alle skal kunne tallene – men én må gerne være ekstra god
- Mindst én men gerne flere specialist(er) på hvert af virksomhedens kerneområder
Her er Ole talsmand for en faglig diversitet, der under bestyrelseslederens kyndige facilitering bliver bragt i spil og samarbejder som et hold, der er sat i verden for at sikre den bedst mulige værdiskabelse for ejerkredsen og virksomheden.
Tusind tak til Ole for at stille op med en inspirerende power talk!
Find de andre power talks fra årsmødet her:
- Pia Torreck om fem centrale, strategiske indsatsområder for Fremtidens Bestyrelse
- Bjarne Aarup om professionaliseringen af bestyrelsen og hvad det betyder for både ejere og bestyrelsesmedlemmer (link)
- Torben Larsen om fremtidens bestyrelse set fra ejerlederens synspunkt
Om Bestyrelseskvinder
Bestyrelseskvinder er et netværk for kvinder, der kan og vil arbejde i bestyrelser og advisory boards. Det er netværkets ambition er at understøtte netop små og mellemstore virksomheder i at realisere vækstpotentiale ved at professionalisere bestyrelsesarbejdet. Ud over at bidrage med kompetencer til at styrke landets mange mindre og mellemstore virksomheder er det målet at inspirere flere kvinder til at få interesse i og erfaring med bestyrelsesarbejde og skabe synlighed om de kvinder, der både kan og vil.