Strategiudvikling er som nytårsforsætter: Vi udvikler dem med stor optimisme, vi ved godt, at det aldrig rigtig bliver til noget – og det handler som oftest om at blive en bedre (og usandsynlig) udgave af os selv. Sådan skriver David Meister i artiklen ‘Strategy and the Fat Smoker’.
Det er velkendt, at de fleste strategier aldrig kommer i mål. Enten fordi opgaven med at få dem ud at leve i virksomheden er for kompleks, eller fordi vi ganske simpelt lægger strategi-papiret i skuffen, så snart det er skrevet – og så arbejder videre som vi plejer. Nogle analyser kommer frem til, at helt op til 90% af de nyudviklede strategier ikke når frem til forventet destination.
Strategi er nødvendig
Ikke desto mindre skal virksomheder og organisationer, små som store, have en strategi. Det er alle enige i. I strategien bør det som minimum være tydeligt: Hvad vi laver, hvorfor vi gør det og hvordan.
David Meister giver i artiklen otte gode råd til, hvordan man implementerer ægte forandring. Rådene ligger på linje med det, vi ved om, hvordan vi mennesker kan skabe forandringer i vores eget liv. Store forandringer kan hverken hastes eller tvinges igennem, og mål, der er for langsigtede eller ambitiøse, skaber frustration og sender planerne lige lukt ned i skuffen igen.
Bestyrelsens rolle
I bestyrelserne skal vi tage denne udfordring alvorligt. Bestyrelsens værktøj ER strategien, og det er bestyrelsens forpligtelse, at strategien kan udleves og implementeres – og at det rent faktisk sker i den daglige drift.
“Jeg arbejder pt. med en virksomhed, hvor ledelsen består af far og datter. De er i gang med et generationsskifte, og de har derfor meget at tale om i forhold til en fremtidig strategi. De har simpelthen valgt at sætte en time af hver uge til sammen at arbejde med strategien.”
Sanne Markwall – MakeMyStrategy
SMV-strategien
I Bestyrelseskvinder har vi i fællesskab arbejdet os frem til en række afprøvede råd for udvikling og implementering af strategi i den lille og mellemstore virksomhed. Rådene blev til på netværkets februar-møde. Hvor bestyrelseskvinder fra hele landet mødtes på Zoom og diskuterede strategiarbejdet i bestyrelsen. Konklusionen blev kort sagt, at det er vigtigt at vælge strategi-model og -proces med omhu. Vælg en model, der har fokus på handlinger og løbende opfølgning, og sørg for at skabe synlighed og aktivitet ved at planlægge ongoing involvering og kommunikation.
Bestyrelseskvinders råd til strategiarbejdet – Highlights
- Vær bevidst om, at når man er færdig med strategiprocessen, er man ikke særligt langt, måske 5% af vejen.
- Strategi er ikke blot noget, man udvikler, men noget man løbende skal arbejde med. Ofte skal man ikke bruge krudtet på at udvikle nye strategier, men i stedet pleje den, man har.
- Overvej tidshorisonten: 2 år er rigeligt, 5 år er for langt ude i fremtiden.
- Ledelsen skal som udgangspunkt være tydelig og enig.
- Sæt konkret tid af til implementering.
- Keep it simple. Jo simplere mål, jo simplere er det at kommunikere og eksekvere.
- Forklar meningen til hele organisationen: Hvad & hvorfor. Gentag det ofte gennem god kommunikation og brugbar praksis.
- Medarbejdere skal kende strategien, og hvad der forventes af dem. Sørg for gensidig commitment. Eller som David Maister udtrykker det:
“People Must Get On or Off the Bus”
I den føromtalte artikel argumenterer David Maister for, at man skal se strategi-udfordringen som en livsstilsomlægning. Det kræver løbende opmærksomhed og fokus på de små mål, der rent faktisk kan opnås.
Vi vil gerne supplere med at sige, at strategi ikke kan fravælges. En tydelig strategi er et must. Men skal den gøre en reel forskel, så skal den ind i hverdagen, og bestyrelsens rolle og forpligtelse i den forbindelse, er løbende at sikre at virksomheden holder retningen. Bestyrelsen skal spørge ind til, om der faktisk kan eksekveres på planerne. Sværere behøver det ikke at være.
Kilder:
- David Maister: Strategy and the Fat Smoker – www.davidmaister.com
- Joanna Radomska & Cyprian Kozyra: Awareness of strategy execution barriers in decision-making process: moderated mediation analysis
Blogindlægget her er skrevet i forbindelse med Bestyrelseskvinders medlemsmøde i februar, hvor Sanne Markvalls præsentation af strategiværktøjet MakeMyStrategy, gav anledning til videndeling om bestyrelsens opgaver i strategiudviklings- og eksekverings-processen.
Om Bestyrelseskvinder
Bestyrelseskvinder er et netværk for kvinder, der kan og vil arbejde i bestyrelser og advisory boards. Det er netværkets ambition er at understøtte netop små og mellemstore virksomheder i at realisere vækstpotentiale ved at professionalisere bestyrelsesarbejdet.
Ud over at bidrage med kompetencer til at styrke landets mange mindre og mellemstore virksomheder er det målet at inspirere flere kvinder til at få interesse i og erfaring med bestyrelsesarbejde og skabe synlighed om de kvinder, der både kan og vil.
Om forfatteren
Af Ditte Wolff Jacobsen. Se Dittes bestyrelsesprofil her.
Blogindlæg på bestyrelseskvinder.dk er altid udtryk for forfatterens egne synspunkter.