Stop med at tænke så meget og tag nogle flere kaffemøder. Det er et par af de råd, Sophie Bech har til kvinder, der gerne vil arbejde i bestyrelser og/eller kravle op ad karrierestigen.
Sophie Bech er blandt andet kvinden bag DR P1 programmet ”Høje hæle og store beslutninger” – og så var hun i øvrigt konferencier på Bestyrelseskvinders årsmøde 2019, hvor hun også holdt oplæg.
I ”Høje hæle og store beslutninger” blev der blandt andet fokuseret på ledelse og bestyrelsesarbejde. Det gennemgående spørgsmål var: Hvad er grunden til, at der ikke er flere kvinder i de øverste ledelseslag? Hvilke ydre og indre barrierer er det, der holder kvinder tilbage fra at indtage ledelsesgangene? Og hvilke initiativer skal der sættes i gang for at fremme mere diversitet?
Et af de råd som Sophie Bech kom med for at lande en bestyrelsespost var, at du skal turde at sige det højt. ”Der er ingen der ved, hvad du godt kunne tænke dig, hvis du ikke siger det højt.”
For Sophie Bechs vedkommende er den personlige branding kommet helt af sig selv igennem den opmærksomhed, der fulgte i kølvandet på programmet og som hun fortalte:
”Så var det egentlig ikke noget, jeg havde tænkt så meget over, før jeg gik i gang med programmet.”
Stop med at tænke for meget
Måske har du prøvet at lave et opslag på LinkedIn, hvor du fortæller, at du stiller dine kompetencer til rådighed i bestyrelseslokalet? Det krævede formentlig en del forberedelse og spekulationer, før du klikkede på Post-knappen.
Sophie Bech lægger vægt på, at vi skal stoppe med at tænke for meget over tingene og bare turde at trykke på knappen i stedet.
Den samme holdning har hun til forberedelse, hvor hun fortæller at kvinder har det med at være for forberedte – i al fald i forhold til mændene. Sophie Bech slog et slag for netop dette med ordene: ”Stop med at forberede dig helt ind til tænderne. Stop, fordi den halve forberedelsestid er nok. Så har du formentlig allerede forberedt dig mere end mændene har.” Hun fortsætter videre: ”Læg: ”Jeg synes”, ”Jeg tænker” og ”Jeg føler” til side her. Giv dig selv plads til at slippe hjemmearbejdet.”
Mange indre barrierer
Ud over det store tænke-monster, så er der også andre indre barrierer, der skal arbejdes med:
- Frygt for at fejle
- Problem med at sælge sig selv
- Mangel på fokus
- Skalerbare netværk
Frygten for at fejle kan både være at løbe tør for penge, at der ikke er et marked at sælge til osv. Bare tanken om den usikre fremtid kan gøre, at man som kvinde tænker at der ingen grund er til at springe ud i livet som selvstændig eller forsøge at få en bestyrelsespost.
I forhold til ikke at kunne sælge et produkt til et marked eller sælge sig selv ind i en bestyrelse, så fortæller Sophie Bech, at det er en generel udfordring for kvinder.
”Vi er for dårlige til at sælge os selv, men det er noget man kan trænes i”, fortæller hun.
Derudover kan kontakterne også skabes via netværk og det er en disciplin som vi bør blive meget bedre til – specielt for at kunne skalere vores professionelle netværk.
Den sidste indre barriere er et manglende fokus, da der ofte overtænkes og fokuseres for meget på detaljer.
”Her løser mænd opgaven fuldt fokuseret og det kunne vi lære noget af.”
Mini Me effekt og Queen Bee Syndrom
Forskellen mellem kvinder og mænd fyldte en del i Sophie Bechs oplæg, hvor det blev ganske tydeligt, at kvinder går til opgaven på en anderledes måde end mænd gør. Når nu kvinder er så opmærksomme og ved, hvor svært det har været for dem selv at klatre op ad karrierestigen eller starte en virksomhed fra bunden, så kunne det forventes at kvinder på toppen ville hjælpe andre kvinder op, men det er ikke tilfældet.
Hvor mænd på ledelsesgangen og i bestyrelsen primært ansætter og rekrutterer profiler, der ligner dem selv, de såkaldte ”Mini Me’s”, så gør det sig ikke gældende for kvinder. Dette kaldes Queen Bee Syndromet.
Kvinder i de øverste ledelseslag rekrutterer nemlig mænd ligesom mænd rekrutterer mænd. Derfor er og bliver det uhyre svært for kvindelige talenter at arbejde sig op i ledelseslagene i forhold til deres mandlige kollegaer.
Top 3 udfordringer
Sophie Bech fortalte videre om de Top 3 udfordringer, der i forhold til kvinder og karriere:
- Framing
- Unconsious bias
- Mini Me
Ud over Mini Me effekten, så giver framing også udfordringer, når der skal ansættes og rekrutteres nye profiler. Jobopslag med en hovedvægt på maskuline ord kan gøre, at en relevant kvindekandidat fravælger at ansøge, da hun ikke kan identificere sig med teksten.
Forskning har vist, at hovedvægten af kvinder kun søger jobs, hvor de kan vinge alle felterne af under kompetencer og erfaring. Mændene tænker mere ”det kan jeg sagtens.”
Når en kvindelig kandidat har fået jobbet, er den næste barriere mødet med ”Unconsious bias”. Her er udfordringerne flere, men Sophie Bech fokuserede specielt på, at kvinder med en maskulin energi ofte opleves som dominerende og irriterende. Hvor en mand derimod virker maskulin og kompetent.
Hvad skal du gøre?
Tilbage til spørgsmålet om, hvordan du bedst kan lande en bestyrelsespost – så har Sophie Bech tre pointer:
- Uformelle kaffemøder er også arbejde
- Mod kan læres – og det kan du også
- Vær dig selv – hæle eller ej
Få nogle flere kaffemøder i kalenderen og brug din arbejdstid på det. Det gør mændene også. Det udvider dit netværk og dermed sandsynligheden for at lande en bestyrelsespost. Hvis du ikke er så modig endnu, så husk at mod er noget, du kan arbejde på at blive bedre til. Mod kan læres.
Husk også at bestyrelser rekrutterer både på baggrund af erfaring, viden og personlighed – og derfor er det vigtigt, at du har mod til at være dig selv, når du søger din næste bestyrelsespost.
Bag om Sophie Bech
Sophie Bech er kendt som stemmen fra DR P1 programmet ”Høje hæle og store beslutninger”, hvor hun stiller skarpt ind på kvinder og karriere.
Derudover har hun også lanceret talentprogrammet RISE målrettet kvindelige iværksættere, arbejdet for filmselskabet Zentropa og som Head of Experience hos startuppen Rokoko.
Sophie Bech holdt et motiverende oplæg til Bestyrelseskvinders Årsmøde 2019 med flere relevante emner.
Forfatteren
Blogindlægget er skrevet af Christina Yding Hahn Elgaard
Medlem af Bestyrelseskvinder Nord
Se bestyrelsesprofil her.